Før du kan begynde at handle i pointshoppen, skal du vælge din Favoritbutik.
Dette gøres på din profilside.

Gå til Min Profil
Gå til Kop & Kande Shop

Flødeboller med brombærskum

Flødeboller med brombærskum


Flødeboller med brombærskum

Ca. 10 stk.
 
Overtræk
250 g lys chokolade
Hakkede pistacienødder
Guldflager
 
Sprøde bunde
50 g hvedemel
50 g flormelis
50 g æggehvider
 
Brombær-skum
50 g brombær-puré (blendede brombær, kærner siet fra)
75 g sukker
40 g glukose
1/2 tsk. vaniljesukker
2 past. æggehvider (50 g)
1 spsk. sukker
 
Fremgangsmåde - bunde:
Bland alle ingredienser sammen i en skål med et piskeris. Lav en skabelon af et stykke stift plastik: tegn en cirkel med en diameter på 5 cm og skær hullet ud med en hobbykniv. Derefter placeres skabelonen på bageformen og dejen smøres ud. De tynde bunde bages i ovnen ved 160°C i 6-8 minutter.  Afkøles herefter og pensles med smeltet chokolade på begge sider - så forbliver de sprøde og lækre.
 
Fremgangsmåde - brombærskum:
Brombærpuré, sukker, glukose og vaniljesukker blandes i en gryde og koges op til 118-120°C - brug gerne et bolsjetermometer for at opnå den nøjagtige temperatur. Pisk æggehvider og sukker luftigt med en håndmixer.  Den kogende sukkermasse hældes i en tynd stråle ned i æggehviderne mens der piskes. Når hele sukkermassen er tilsat, piskes der i 10-15 min eller til skummens temperatur er nede på ca. 30-35°C. Kom brombærfyldet i en sprøjtepose og fordel det på bundene. Lad dem stå ca. en time. 
Smelt chokolade over et vandbad. Brug gerne en smal skål med høj kant, så flødebollen kan blive helt dækket med chokolade. Tag flødebollen og dyp den ned i chokoladen. Hele flødebollen skal dækkes. Drys med hakket pistacie blandet med lidt guldflager - eller gå hele vejen og lav kunstfærdig chokolade-dekoration af smeltet mørk chokolade. Se præcis hvordan i vores video-guide. 
Sæt flødebollerne på et fad med bagepapir og stil dem koldt til chokoladen er stivnet. Velbekomme!